Alice, der er ca. 50, da romanen slutter, er dens forståelses- og identifikationscentrum. Fortiden og bedsteforældrenes skæbne tager farve af at blive forstået ud fra Alices skæbne, for det er hende, der er den egentlige hovedperson i denne historie, der strækker sig over et halvt århundrede og bærer præg af et indgående kendskab til hele det lange tidsstræk bagud, de sociale baggrunde og de psykiske adfærdsmønstre.
Dorrit Willumsen ligner i Suk hjerte sig selv godt nok, hun dømmer ikke sine personer eller tager parti, men beskrivelserne går dybt og udspringer af en meget stor viden og lidenskab. Gennem sin indirekte, impressionistiske skrivemåde stiller hun mange spørgsmål – og overlader til os at finde svarene, hvis vi kan.