Himlen er oversået med stjerner. Et betagende syn, som de skræmte turister inde i kahytten går glip af. De stirrer tomt hen for sig med bange øjne. Hvorfor vil de ikke ud af den kahyt? Hvorfor vil de ikke se, hvad der sker? Kahytten er tung af tropisk varme og fugt, men de bliver siddende i de leddeløse flysæder, hvor det flængede plastbetræk får tøjet til at klistre mod huden som våde lagner. 

 – En skam, at folk ikke vil ud og nyde stjernehimlen, siger jeg til Holger og Sigrid, der er faldet til ro nu. – Det kan godt komme til at tage nogle timer, men der er skønt heroppe på taget. Vi har ingen forbindelse med fastlandet, og jeg aner ikke hvor langt, vi er fra Phnom Penh, siger jeg til Holger i et forsøg på at få ham over på min side. 

 – Vil det sige, du ikke ved, hvor vi er? Sigrids stemme lyder skingert gennem natten.