Svimmelhedens Etik er en nylæsning af hele Kierkegaards forfatterskab.
Etikken bringes i centrum, ikke som et stadium, der skal overstås eller suspenderes, men som et menneskes vedvarende og radikale ansvar for sig selv og for det andet menneske. Det påvises, at der hos Kierkegaard er en tæt og særegen...
forbindelse mellem hiin Enkelte og den anden, en forbindelse, der åbner selvforholdet ud mod verden og tilkender det et væsentligt socialt aspekt.
I forfatterskabet analyserer Kierkegaard ofte svimmelheden - både i konkret og i overført betydning - som et symptom på et menneskes erfaring af, at alting opløser sig og intet står fast.
Svimmelheden er en opmærksomhedserfaring. Den lader mennesket ane, at det er mere end en kastebold i tilfældighedernes spil. Det drages af de rige muligheder, men længes efter fasthed.
Siden Brandes har der været tradition for at opfatte Kierkegaard som den store fortaler for den ensomme subjektivitet. Alt i forfatterskabet skulle bestå i at vælge, vinde, finde, blive eller overtage sig selv.
Bogen sætter spørgsmålstegn ved denne monomant monologiske tolkning af Kierkegaard. Derfor læses de enkelte skrifter i lyset af de indsigter, som Martin Buber og Emmanuel Lévinas er kommet frem til. Bogen er dermed også en kritisk introduktion til dialogfilosofien og dens vigtigste skikkelser. I 1852, tre år før sin død, skrev Kierkegaard: Spørgsmaalet bliver bestandig: hvilken Ethik skal anlægges for det at turde kalde sig Christen ...?
Bogen analyserer forfatterskabet som ét langt forsøg på at finde svaret på dette spørgsmål og bliver således tillige et indlæg i den nutidige debat om, hvad etik er, og hvorpå den etiske fordring kan begrundes.
Vi er endnu ikke stødt på en boganmeldelse af 'Svimmelhedens etik' i de 527 aviser, blogs og andre medier, vi har fulgt siden 2010. Men vi har fundet 117.806 andre anmeldelser af bøger.
