såvel i studietiden som i den fremtidige funktion som sygeplejersker.

I dagens travle samfund har sygeplejens fundament og omsorgsværdierne trange kår. Her er det uro, individualitet, vilkårlighed, markedskræfter samt den økonomiske lønsomhed, der råder. Hvis patienterne skal have en god pleje, er der brug for sygeplejersker, der kan deres fag, som ved, at deres bidrag er vigtigt og kan synliggøre deres kompetence og viden. Der er behov for sygeplejersker, der deltager i samfundsdebatten, og sygeplejersker, som har mod til at påvirke de sundhedspolitiske beslutninger på en sådan måde, at det bliver muligt at tage vare på værdier som omsorg, næstekærlighed og solidaritet.

Bogen tager udgangspunkt i den opfattelse af, hvad sygepleje er, som udtrykkes i bekendtgørelsen, og i, hvordan uddannelsen kan tilrettelægges, når man gerne vil uddanne sygeplejersker, der er klædt på til at møde udfordringerne. Både sygeplejestuderende, patienter, pårørende, erfarne sygeplejersker og toneangivne sygeplejeteoretikere kommer til orde i bogen. Kari Martinsen er en repræsentant for de sidste, og hun er kritisk over for det, som hun opfatter som tendenser til videnskabeliggørelse og fremmedgørelse af sygeplejen, og i lighed med forfatterne er hun optaget af, at omsorg som sygeplejens grundlag igen skal komme mere i forgrunden.

Det er forfatternes håb, at bogen kan inspirere til læselyst, engagement, kampvilje og en kritisk undrende holdning til, hvad sygepleje er, og hvad det bør være samt over, hvilke vilkår sygeplejepraksis har og bør have.