hjerne et splintrende Golgata. Det er hovedskalsstedet, der sprænges: „Nu stormer blodet op gennem halsen, mit hoved er fuldt af blod, ha, ha! Vil ingen se det syn? Min hjærneskal sprænges af, splintres til alle sider, og det røde, skummende blod står op af hullet med en jublende hvæsen“. Ligner Syner Ernesto Dalgas samtidige Dommedags Bog, er den imidlertid vildere skrevet med en kraftspænding i sig, der truer med at tage magten fra forfatteren. I et selvbiografisk erindringsstykke „Lidt selvbiografi“, posthumt udgivet af vennen Johannes V. Jensen i samlingen Under det svindende Lys (1933), skriver Hjortø om tilblivelsen af Syner: „Jeg kan godt sige, at den blev mig dikteret, jeg overvejede ikke, hvad jeg skrev. Mine senere bøger har jeg selv haft magt over, denne blev mig paatvunget“. Om det er Gud eller Satan, der indgiver Hjortø inspirationen, er et åbent spørgsmål ikke alene i Syner, men i den mængde af bøger, der blev genereret ud fra dette powerhouse i forfatterskabet." (Dansk Litteraturs Historie)