16 kapitler om overgange og kærlighedens mange ansigter. Om de sprækker og mellemrum, hvor kortslutninger eller nye muligheder opstår. Hovedpersonen er på én gang barn og voksen og forsøger at blive et menneske i øjenhøjde med sig selv. Mens fyrreskoven lukker sig om den søvnløse pige i køjesengen, er kvinden selv blevet mor og får sit barn til at falde i søvn. Mens kvinden kysser en anden kvinde på baren, udforsker pigen med Pippi-parykken sin gryende seksualitet. Mens barnet skræmmes af hekse i eventyr og mørke mellemgange, balancerer teenageren mellem selvskade og forløsende ord. Mens faren holder sin syge datter for panden, besøger kvinden sin far på hospitalets 12. etage. Mens drengen svigter pigen i det nye legehus, forlader en elsker kvindens nymalede lejlighed. Mens en stilfuld mand tager kvinden med på picnic i parken, flirter elverpigen med en bjergtrold. Og forældre bliver skilt – et selvmord forties – en mormor dør pludseligt – lørdagsslikket deles ud – kassettebåndet kører – Mariekiks bliver til croissanter – eftermiddages Majdrik bliver til nætter med Frozen Margaritas – keramik- brune 70ere bliver neon-80ere og siden sortklædte 90ere, alt imens pigen forsvinder ind i billedbogen, og kvinden træder frem i ord.
Læseren længes efter færre historier og mere dybde
Tærskler og fragmentariske tanker
Tærskler er lidt en pudsig størrelse. Det er ikke en roman i gængs forstand. Det er heller ikke noveller. Ej heller poesi. Men måske noget midt imellem alt dette bedst beskriver Iben Claces bog. [Kort uddrag]
