Tara samlede den lille sølvørering op og lod tommelfingeren glide hen over det glatte metal. Der blev pludselig mørkt inde i skabet og derefter fuldstændig detaljeret som på en skærm, hvor hun kunne se hver eneste lille pixel.

“Et mørkt rum. En enlig pære, der dingler over hende. En muggen, kold og fugtig luft. Svært at ... trække vejret ... Jeg er bange ...

”Åh nej, ikke nu igen, tænkte hun.

Hvis noget bliver væk, kan Tara finde det. Men hendes særlige talent har ikke givet hende andet end problemer, så da den bitchede Melodie Stone forsvinder, har hun ikke lyst til at hjælpe med at finde hende. Men de dystre billeder inde i Taras hoved vil ikke gå væk...