Vi tegner et hus. Der er to mennesker i huset. Af det mandlige køn. Ham, der bedst kan lide at bo på den øverste etage, og ham, der bedst kan lide at bo på den nederste. Sådan kan man via en simpel dikotomi nå ind til en brugbar inddeling af mennesket.
Således begynder den første af de fem noveller, der på overfladen alle er vedkommende fortællinger om sorg, svigt, sygdom og kærlighed, men som ved nærmere bekendtskab også bevæger sig i et sprogligt og eksistentialistisk eksperimenterende grænseland, hvor hverdagens trivialiteter bliver sat under luppen og undergår små og større forvandlinger.
Vi møder blandt andet Klaus, der har mistet hele sin familie og som forsøger at finde sig tilrette i en ny virkelighed, alt imens en usynlig fortæller tegner en streg imellem ham og en ældre mand på etagen over ham. Men med tiden udviskes stregen, og Klaus konfronteres med den gamle mand.
På denne måde skriver Allan Lillelund Andersen sine noveller frem som skrevne værker, der betragter sig selv udefra og leger med alvoren på en ny og skabende måde.
Tegn en verden er tegn og spænding på én og samme tid.
