barn, og de to tegner og taler sammen, mens de fordyber sig i processen med billedet. Oftest er der tale om en proces, hvor de to mødes for eksempel én gang om ugen i et halvt år.

Det væsentligste i synet på det kreatives funktion er, at legen skaber helhed og rækker videre end det, sproget kan nå. Det væsentligste i synet på barnetegningen er en dynamisk forståelse, som kan rumme alle udtryk for barnets formåen.

Metoden hjælper barnet til at blive mere velfungerende. Den kan hjælpe på adfærden, koncentrationen eller sproget. Metoden er god som værktøj til at føre institutionernes læreplaner ud i livet, for de handler netop om at sikre, at barnet erhverver sig de nødvendige kompetencer. Den er desuden velegnet til at give børn, der er udsat for forskellige former for tab ( f. eks. skilsmisse eller dødsfald i familien ) en ekstra støtte, ved at pædagogen ugentligt tegner sammen med barnet, indtil det igen trives bedre.

Ansvaret for samtalens forløb ligger hos pædagogen, som er bevidst om, hvordan barnet skal mødes. Ansvaret for tegningen ligger hos barnet, som selv bestemmer, hvad der skal tegnes, og som ikke møder en fortolkende voksen, som 'bedst ved', hvad tegningen betyder.

I bogen beskrives rammerne for udførsel af metoden og materialevalget. Der er også fine evalueringsredskaber, så man som ny udøver er godt hjulpet på vej. Bogen kan bruges både i sin helhed og som opslagsværk.

Anna K. Andreasen er uddannet lærer, kunsthåndværker og underviser ved University College Syddanmark.