såvel tegningerne som de voldsomme begivenheder, der fulgte i kølvandet på offentliggørelsen.

Tegningekrisen beskriver, hvordan fortolkninger af kriseforløbet i avisartikler, tv-nyheder og dokumentarfilm satte tre forskellige forståelser af det særligt danske i spil:

Danmark blev fremstillet som oplysningens sekulære højborg, og ondet fik sin rod i muslimers udanske sammenblanding af religion og politik. Af andre blev dansk identitet defineret som noget medfødt og i samme åndedrag som væsensforskellig fra islam. Og ikke mindst var der aktører, der mente, at Jyllands-Postens initiativ ignorerede to bærende danske værdier: tolerance og respekt for det anderledes.

Bogen argumenterer for, at de nationale medier er medskabere af danskhedsforestillinger, og at 'muslim' i særlig grad er den identitetskategori, som 'det danske' sættes i forhold til. Tegningekrisen har tydligere end nogen anden nyere begivenhed i danmarkshistorien understreget globaliseringen som et nyt, kulturelt vilkår, der indebærer, at danskheden konstant sættes til debat - og konstant må genfortælles.