Tempellegendenaf Finn Nørlev

Vi har talt om forskellige legender som indeholder esoteriske sandheder i de billeder de præsenterer. De blev givet til mennesket i denne form i en tid hvor han ikke var moden nok til at modtage sandhederne direkte. Disse billeder tog fat i mennesket ”kausal” legeme – den del af mennesket som bar kimen til hans fremtidige højere Manas – og gjorde ham således rede til at forstå sandhederne direkte i en fremtidig inkarnation.

Nu vil jeg gerne vise jer en sådan legende som kun dateres få århundreder tilbage, og stadig er bevaret i vore dage i mange variationer. Den er som følger.

I begyndelsen af det femtende århundrede dukkede en personlighed op i Europa, som var blevet indviet i visse hemmeligheder i Østen. Det var Christian Rosenkreutz. På den tid var denne inkarnation af Christian Rosenkreutz nået sin afslutning, han havde indviet omkring ti andre personer i sådanne emner som han selv havde lært gennem indvielser – i den udstrækning det var muligt blandt europæere på den tid. Dette lille broderskab kaldte sig selv ”Fraternitae Rosae Crucis”, rosenkorsets broderskab. Denne lille gruppe gav en bestemt legende til et større, mere eksoterisk broderskab, gennem hvem den blev almindelig kendt i verden.

Christian Rosenkreutz havde selv afsløret visse af mysteriernes dybe hemmeligheder for de mennesker som var tilstrækkelig forberedt til at modtage dem. Men, som jeg sagde, der var ikke mere end ti i denne lille kreds, bestående af indviede Rosenkreutzer. Det Christian Rosenkreutz underviste om kunne ikke videregives til mange mennesker, men det var udformet som en slags myte. Efter den første gang blev givet i det femtende århundrede, er den ofte blevet gentaget og forklaret i de forskellige broderskaber. Den blev fortalt i større broderskaber, men blev kun fortolket i de indviedes kreds.