kristendommen ikke er nogen evig størrelse, der altid er sig selv lig, men en foranderlig størrelse, hvordan er det så overhovedet muligt at skelne teologisk mellem autentisk kristendom og kristendomsopfattelser, der deformerer kristendommens centrale budskab?

Dertil kommer et spørgsmål af kulturfilosofisk karakter: Hvis det er rigtigt, at kristendommen ikke kan undslippe sin indfældethed i samtidskulturens grundlæggende visheder om, hvad der er godt og ondt, livsfremmende og livshæmmende, virkelighed og illusion, og hvis vores kultur er overvejende "sækulariseret", har kristendommen så overhovedet noget hjemsted i vores kultur, eller er den færdig til at dø ud?