i min nye synthesizer, Jupiter 8, som jeg købte i New York, og en fremdrift i hvinende guitarer over en voldsom, mørk og faretruende bas. Jeg kontakter Kent, Per og Moussa og fortæller om mine visioner om et helt nyt lydbillede, hvor trommesættet er uden det lyse køkkentøj, der altid gyder olie på vandene, men i stedet elektronisk, farligt og kontant. Hvor guitaren ikke længere spiller pæne akkorder, men derimod lyde der græder og er hvinende energiske lydflader, og hvor bassen går amok i intensitet og mere bliver slået på end egentlig spillet på. Hvor sangen ikke længere bare er sang, men lige så meget råb og tale og skrig, og hvor der ikke findes pæne, trestemmige kor, men stemmerne mere bliver brugt til at understrege tekst og være en del af stemningsbilledet. Alle er med på konditionerne og på at give den nye musik en chance, og Marquis de Sade opstår.