Essayisten er, skriver Jonathan Franzen, som ”en brandmand, hvis arbejde det er at løbe direkte ind i skammens flammer, mens alle andre flygter fra dem.” De sidste 25 år har Franzen ved siden af sit succesrige skønlitterære forfatterskab levet et andet liv som risikovillig essayist. I sin nye essaysamling giver han blandt andet et bud på, hvordan vi tackler en uundgåelig klimakrise. For krisen er uafvendelig, ifølge Franzen. Men i stedet for at stirre os blinde og magtesløse på klimaapokalypsens komme skal vi koncentrere os om de mange mindre ting, som det faktisk er muligt at gøre noget ved.

Uanset emne er Franzen altid kritisk over for forudindtagede holdninger, og hans essays er lige så gennemsyrede af ironi, som de er ærlige om egne ufuldkommenheder. Franzen også ærlig om sin store passion: fugle (de dræber ”alt muligt”), men hans beskrivelser af dem – havfugle i New Zealand, sangere i Østafrika, pingviner i Antarktis – er både en rørende hyldest til deres skønhed og livskraft og en opfordring til os alle om at redde det, vi holder af.

Forfatteren bag Korrektioner, Frihed og Purity er her tilbage med en ny tankevækkende og dybt vedkommende essaysamling. Behersket, med vid og bid og omhyggelige argumenter, sørger Ved enden af verdens ende for et velkomment pust af håb og fornuft.