Hun lagde sin bylt foran det lille hus på den bløde skovbund, hvor nåle lå spredt hen over det evigt grønne mos. Hun førte sirligt det brune stof væk fra midten og ud til siderne. Hun blev aldrig helt træt af dette syn. Det var ikke så meget guldet, men at se så meget af det på en gang, som betog hende. – Der er du, sagde hun stille og løftede vognen op foran sig, som løftede hun et barn. Det var en fin jernhest, som trak solen, ganske som oppe på himlen.