Mandagen stod for døren, og min destination var Sjælland, men selvom jeg kørte forbi mine forældres bopæl, traf jeg det dumme valg at køre forbi uden at stoppe op og sige ”god dag”, selvom jeg kunne se, at min mor og far sad med kaffen klar ved køkkenbordet.

Sidst på eftermiddagen ringede min bror og sagde – ”vores mor er død”, 61 år. 

Min mors død ændrede min livsopfattelse. Vi ved aldrig, hvornår livet slutter, og derfor besluttede jeg mig for, at oplevelsen ikke skulle gentages. Da min far i 2005 fik en uhelbredelig sygdom, vidste jeg, at vi skulle have talt ud om hans og mit liv – intet emne var et tabu. Aftenen, hvor min fars liv sluttede, var en positiv oplevelse – en smuk nat. Min fars bortgang var ikke et problem, alt var snakket igennem, og dette var den optimale slutning på livet.

At ændre fortiden er umuligt, men én ting fortryder jeg, og det er, at jeg ikke tog hold den mandag formiddag. Jeg har i mange år haft et håb om, at døden er noget, vi alle skal kunne snakke, debattere og ikke mindst være afklarede om.

Jeg ved, at dialog fremmer forståelse, alt imens tankespind og indelukkethed er et tegn på negativt, men hvis du formår at tænke positivt, kan du drømme.

Mit største ønske er, at denne bog kan skabe positivitet og glæde i samfundet og i familierne ved at anerkende hinanden for det, vi gør og er.

Poul Erik Bermann, marts 2017