danske folkeskole, hvis fornemste kendetegn er, at den er hver mands eje. Men også folkeskolen må bevise sin duelighed over for verden uden for.
Solveig Gaarsmand påviser, at forældrene er en uundværlig forudsætning for, at børn lærer, og dermed også for, hvordan folkeskolen bør drives. Ud fra sin undren over, at det tilsyneladende ikke vægter særlig tungt, hvordan forældre oplever skolen, beskriver hun her klart og umisforståeligt, hvad forældre mener, og hvilke opgaver de kan og skal påtage sig i forhold til deres barns skole.
Bogens vision om fremtidens folkeskole hviler på følgende principper:

1.Der må gives mere tid til undervisning

2.Hvert enkelt barn har ret til de voksnes opmærksomhed, støtte og loyalitet

3.Skolen må bygge på et helhedssyn på barnets udvikling i 0-18-årsperioden

4.Skolens virksomhed må hvile på sammenhæng i synet på læring, trivsel og sundhed

5.Fokus må rettes mod barnets stærke sider og ikke tilpasses en mangeltænkning

6.Forældre er og bør inddrages som resursepersoner for barnets læring

7.Skole-hjem samarbejdet må være baseret på parternes ligeværd

8.Folkeskolens struktur må være fleksibel og skal tilrettelægges ud fra en etisk og ikke en økonomisk betragtningsmåde

9.Iværksættelse af brugbar forskning om skole-hjem samarbejde kan ikke længere udsættes

10.Den gældende lovgivning må tilpasses en tidssvarende folkeskole

Forfatteren skriver i kritisk, men også kærlig respekt for en folkeskole, der har nogle skønhedspletter hist og her, og derfor får et positivt kritisk hip med på vejen i bestræbelserne på at opnå øget kvalitet. Derfor berører bogen også tabuer og ligtorne. Det er forfatterens håb, at læserne - både forældre og lærere - vil lade paraderne falde og tage kritikpunkter op til professionel overvejelse i forhold til nutidig og især fremtidig skolepolitik.
Bogen yder således en væsentlig belysning af problemstillinger, som vejer tungt i skole-hjem samarbejdet, og den er derfor en nyttig baggrund for bl.a. skolebestyrelsernes virksomhed.