Afhandlingen er først og fremmest orienteret mod arbejdsløses hverdagsliv og livshistorier med en særlig fokusering på lønarbejdets, husarbejdets, uddannelseselementets samt arbejdsløshedsforanstaltningernes betydning. Gennem inddragelse af kultur- og uddannelsessociologiske angrebsvinkler sættes deltageranalysen i forfront. Afhandlingens formål er således ikke at levere recepten på en ny ´arbejdsløshedspædagogik´, men derimod ´at blive klogere på´ gruppens forudsætninger - skabt ikke alene gennem arbejdsløshedsperioden, men gennem de levede liv. Det aktuelle liv henter sin næring i såvel det forgangne liv som i forestillingerne om fremtiden. Uddannelsestilbudsordningen, som er undersøgelsens konkrete udgangspunkt, reducerede i et vist omfang arbejdsløshedsproblematikken til et spørgsmål om manglende kvalifikationer og kom derfor til at binde løsningen op på en middel-mål-model, der manglede blik for, at livet ikke er levet i en linie...