Til rette vedkommendeaf Klaus Rifbjerg

Poesien, glæden og uskylden

Ingen dansk digter før eller efter Klaus Rifbjerg ’har haft så dømmesikker en evne til at genkalde det forgangne.’ Det gør han igen i denne erindringsbog, der ’forløber nogenlunde kontinuerligt fra barndommen på Amager over skolegang og ungdom frem til skriveøjeblikket, hvor han er over 80.’ At han håner en række forfatterkollegaer har været fremme i pressen, men læser man indenad, ser man nuancerne. ’Gennem hele bogen strømmer glæden over poesien’ og man fornemmer det næsten metafysiske kald, som hans forfatterskab har været. ’Han gjorde sin pligt. Værket står og kan ses og er en guldmine af poesi og glæde.’ [Kort referat]

Rifbjergs efterladte erindringer

Klaus Rifbjergs erindringer rummer både fine barndomsskildringer og lettere ufine skildringer af litterære venner og fjender [Kort uddrag]

Store Klaus og åndsmarmeladen

Klaus Rifbjergs erindringsbog ’er stimulerende sager for enhver, der finder perfiditet underholdende og interesserer sig for kunst- og kulturlivets plumrede understrøm.’ Forfatteren opsøger idioter og idioti fra sit lange liv og udstiller dem og det med slet skjult fornøjelse. Den lystfulde ondskabsfuldhed er som bekendt ’en af hans signaturer. Også egne svagheder er han da inde på, jo, jo, men det virker mere som påtaget ydmyghed.’ Anmelderen spørger, om denne Rifbjerg-bog nummer langt over hundrede vel egentlig var nødvendig ’i et værk, der på sin vis allerede er druknet af værker, forstået sådan, at hans ekstreme produktion gør hver enkelt udgivelse mindre betydningsfuld. Hvor god den end måtte være.’ [Kort referat]

Sådan en som Rifbjerg

Klaus Rifbjerg skriver mest ret uvedkommende i ’Til rette vedkommende’. Bortset fra når han går ’off limits’ og opfinder sin egen erindringsmåde. Så kender man ham igen på den gode forfatter, han var [Kort uddrag]

Hånlige angreb fra graven

Klaus Rifbjergs efterladte erindringsbog er fuld af ondskabsfuldheder [Kort uddrag]

Posthumt skrumpeværk

Rusten fra graven. Rifbjerg husker bedst, men også mest og i høj grad det samme som altid i sit efterladte erindringsbind, men pludselig tager uautoriserede snapshots over. [Kort uddrag]

Utidige erindringer fra Rifbjerg

Klaus Rifbjergs posthumt udgivne erindringer er både ondskabsfulde og underholdende. Han er ikke blind for splinten i egne øjne, men fokuserer dog mest på bjælken i andres. Først og fremmest de forfatterkollegaer, som han giver med grovfilen. For denne anmelder er Rifbjergs usvigelige tro på venstrefløjens ufejlbarlighed ’så håbløst dumt at høre på, at det næsten ikke er til at holde ud.’ Det bliver ikke denne bog, der redder hans eftermælet, men forhåbentlig de romaner, der ’anderledes suverænt behandler de temaer og motiver, som åbenbart brændte voldsomt på i det meste af hans liv.’ [Kort referat]