på digtene, som i 2006
udkom i en kritisk, kommenteret udgave. Himmerlandshistorierne anskues litteraturhistorisk og fra en ”vitalistisk” synsvinkel. I øvrigt sættes der fokus på genreeksperimenter og grænseoverskridelse, specielt i de tidlige skriverier. Også Jensens insisteren på en ”gotisk renæssance” til opvejning af dekadencen i
romansk kultur diskuteres.
Et større arbejde belyser Johannes V. Jensens forhold til
og refleksioner over billedkunst, herunder det nære venskab
med de fynske malere. Bogen rummer også redegørelser for
hans bekendtskaber med en række samtidige: digterkollegaen
Jeppe Aakjær, litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen og illustratoren Gudmund Hentze – samt från hinsidan bl.a. flypioneren Carl Cederström.
I forlængelse af en tidligere fremkommet afdækning af historien om Johannes V. Jensens Nobelpris i 1944 vises, hvordan
man i Stockholm læste forfatterskabet som en dannelseshistorie, hvor den i starten så barbariske digter efterhånden
fandt ”hjem” til guldaldertraditionen i dansk litteratur, i hvilken
forbindelse ikke mindst lyrikken virkede befordrende.