Efter rømningen af Dannevirke indkvarteres de sårede soldater i skovridergården, hvor snavs og normløshed breder sig. Ved handlingens begyndelse har skovrideren sendt sin hustru og sønnen Herluf bort, og i sin ensomhed vender han sit behov for ømhed mod Tine, der forsøger at skabe hjemlig hygge om ham, når han er tilbage fra fronten. I det stigende kaos af død og menneskeligt sammenbrud finder de trøst hos hinanden. Det ender med et samleje, som for ham kun handler om et øjebliks driftstilfredsstillelse. Han giver efter for sin seksuelle lyst på trods af sine dybere følelser, „midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede, tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begær“. For Tine er det imidlertid den store kærlighed. Da han på dødslejet kun nævner sin hustrus navn og ikke genkender hende, drukner hun sig i sorg over på enhver måde at have mistet ham. Bogen udkom i 25-året for nederlaget og indeholder en kritik af de nationalliberales blinde fædrelandsbegejstring og naive gudstro, der førte til katastrofen. Den lokale, enarmede baron taler i højstemte vendinger til folkene i gården om krigen som „en Prøvelse, men det er en Prøvelse, som hærder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element“. Og provsten, der er tegnet over D.G. Monrad, som var konseilspræsident under krigen, taler om „ikke at opgive Nationens Værdighed“, efter at preusserne er rykket højt op i Jylland. (Dansk Litteraturs Historie)