ikke racistisk, Danmark
er ikke forfølgende men tværtimod det sted hvor den vestlige verden vendes fra
destruktion og selvhad til genfødsel.
Denne tese forfølges ned af alle de sejlløb der findes på det politisk/filosofiske hav.
De politiske idealer genafpudses. Vi ser igen solidariteten formuleret i sin afmægtige
men ideelle skønhed. Vi forfølger ytringsfriheden ned igennem verdens lag af
teori. Vi ser retfærdigheden i fuglenes blik og græsstråenes ubøjelige sejhed.
Men ingen retfærdighed uden kritik. Det eksisterende multikulturelle samfund
gennemgås minutiøst i alle dens uhyrlige krinkelkroge, i alle de konsekvenser
multikulturalismen har haft for ytringsfrihed, demokrati og vores kvinders ærbarhed.
Vi rejser fra Danmark, til Israel, til Rom, til Fønikien, til Hellas. I vores stormfulde
færd er vi selskab med kæmper som Platon, Aristoteles, Polybius, Rousseau,
Grundtvig og Kierkegaard. De guider og og viser hen til fred.
Men vigtigst analyserer vi islamismen i al dens korrupte, selvophøjede tro på egen
vinding. Vi forfølger ideologien bag Hizb-ut-tahrir. Vi mødes ansigt til ansigt med
islamismen i alle dens former; kalifat, sharia og den islamiske republik.
Og vi lægger vores blødende hjerte der hvor vi selv mener at det skal ligge;
ved demokratiet.