krigen og besættelsen fik forfatterskabet en anden karakter.                       Branners tidlige forfatterskab, der er samlet i disse to bind, udgøres i overvejende grad af fortællinger om børn, men ikke for børn. De er kun lejlighedsvis egentlig selvbiografiske, men fortællingerne beror på forfatterens erfaringer og oplevelser. Det er fortællinger om magtens og autoritetens puritanske repræsentanter, om mødet med seksualiteten, en kredsen om kønnet som en afgørende livsmagt. Historierne udspiller sig med enkelte undtagelser i en umarkeret københavnsk omegn i forfatterens egen levetid, mellem ofte fattige middelklasseeksistenser. Novellerne holder sig tæt på den klassiske novellekonstruktion, de er enkle og koncentreres ofte omkring en tilfældig men udslagsgivende hændelse i hovedpersonens liv. Branner selv karakteriserede siden selv sine noveller som 'hverdagshistorier'.