hundrede tindrende epistler fra Mette Olsen til en anden ven end Eriksen – bringer os tæt ind på livet af disse to personligheder. De var begge humorister, menneskekendere og mesterskribenter. Livsnære var de begge; men som personer var de langt fra ens: Mette var robust, Eriksen ustyrlig. Han blev en sagnfigur i sit provsti og kendt ud over hele landet. Skulle der sættes fut i en radiodebat, vidste man, at Eriksen, Tved, var den rette at invitere med. De mange interviews, han gav, og de talrige skarpe, underfundige artikler, han skrev gennem årene, er naturligvis inddraget her i bogen.

Alt dette materiale – de ca. 300 breve plus alle avisartiklerne – er først blevet tilgængeligt for Ole Thomsen, efter at han havde skrevet Det lune land. Om liv på Mols (2011). Det lune land beskriver i glimt livet, som det blev levet i en bikube af en landsby i landbodemokratiets og andelstidens Danmark fra ca. 1860 til ca. 1960. Hvorimod To par klare øjne på et helt andet kildegrundlag beskriver to personer og deres liv med hinanden og andre. En dobbeltbiografi altså. Og de to biograferede er, som det sig hør og bør, indsat i deres miljø, det myldrende, myrende Tved Sogn. Tved Sogn var en fest – en fest, der krævede medleven. Hvad viser den os da, denne historie om Mette Olsen og Provsten i Tved? Den viser os Mette Olsens ukuelige kamp for at holde liv i en oldgammel, utæt gård, alt imens hun dog fandt tid til at leve et læsende, leende liv. Fra Provsten hører vi i bogen den bekendelse til nærhed, bæredygtighed, frihed og egenart, som han igen og igen formulerede med indsats af al sin ængstede intelligens. Mette Olsen blev Ole Thomsens mentor; de var i nær kontakt, fra han var seks og indtil Mettes død tyve år senere.

Ole Thomsen (f. 1946) er molbo, født og opvokset i landsbyen Tved, og så er han klassisk filolog, dvs. at han forsker i oldtidens græske og romerske kultur og dens betydning for os. Ansat ved Aarhus Universitet fra 1971 til udgangen af 2008