Bogen Toppen af isbjerget beskriver på en (k)ærlig måde nogle af de vanskeligheder og glæder, man kan have, når man har et såkaldt lettere handicap. Med udgangspunkt i to unge spastikeres, Hjaltes og Jens', historier og en teoretisk og praktisk viden om hjerneskade, pædagogik m.m. beskrives, drøftes og diskuteres nogle af de (livs)oplevelser på godt og ondt, som følger med, hvis man eksempelvis har en hjerneskade, der afstedkommer spastiske lammelser.

I bogen belyses hvad det vil sige at have et let handicap, så familier med et nydiagnosticeret spastikerbarn (eller et barn med andet handicap) kan finde oplysninger om at leve og at udvikle sig med et handicap - både når det gælder personen med handicap, og når det gælder hele familien.

Gennem de senere år er det blevet mere og mere kendt, at cerebral parese er et handicap, der har nogle følger af kognitiv art. Det er ikke kun et bevægehandicap, bevægehandicappet er kun toppen af isbjerget. På samme måde er det med mange andre af de lette handicaps.

Med en blanding af teori, praksis, indføling og humor samt med en filosofisk/lyrisk tilgang til emnet, lægger bogen også op til diskussion. Der gives nye bud på, hvordan man kan ændre behandlerpraksis på området. Forfatterne stiller spørgsmål og giver svar på nogle vigtige punkter.

Bogen bør læses af alle indenfor behandlersystemet og undervisningssystemet, men også af familie, pårørende og andre interesserede, da der i bogen er idéer og opmuntring at finde indenfor et emne, hvor der ikke tidligere har været ret meget materiale. Endelig bør sagsbehandlere kende bogen.