men ikke ensomt, fordi han føler sig tættere og tættere på den natur, og de dyr og planter i den, der har genfortryllet virkeligheden for ham.Kirsten og Sonny har også kun ejet Heidis Bierstube et år, men deres ølstue er allerede værested for pensionerede håndværkere om formiddagen, syngende børnehavebørn om eftermiddagen og almindelige ølstuegæster om aftenen.Det foregår alt sammen foran mange billeder af Poul Anker Bech. Han beskriver, som en af gæsterne formulerer det, ”en magisk realisme sønden for solen, vesten for månen og midt i vinden”, selv om et af billederne i ølstuen skildrer noget så jordnært som en fodboldtræner sammen med en fodbold og nogle høns.Det er den samme kosmiske naturfølelse af både det lyse og det mørke i livet, der har grebet Torben. Han sidder ofte ved sin vandsten med udsigt til høstanemoner og en stor udskåret bjørn og er lige så alene, og lige så lidt ensom, som den fynske landstræner på sin vippe i skyerne sammen med sin fodbold og sine høns.Bogens forfatter er overbevist om, at Torben i løbet af et år er blevet mystiker, mens Poul Anker Bech måske har været det altid.