Der er en humoristisk nerve i fortællingen, der blander sig med en underlæggende fornemmelse af krimigenren. Blev der begået et mord – eller blev der ikke?”

Det er sjældent, jeg har læst en nutidig satire så skarp som den her. En vigtig pointe er, at der ikke er nogen helt – men en vranten gammel mand, der insisterer på medmenneskelighed i en tid, hvor menneskelighed betragtes som en svaghed. (…) Der er noget Panduro over det …”

”Romanen lægger ikke fingrene imellem i kritikken af højrefløjen, men tonen er humoristisk med mange herlige ordbilleder (…) Romanen er som en blanding af Panduro og Bukowski, med et strejf af TV-serien “Lærkevej”.

Jeg elsker min hæk. Den er to meter på det laveste sted og sådan cirka det dobbelte på det højeste. Min hæk er et værn imod alverdens dumhed og ondskab. Dumhed og ondskab er to sider af samme sag.Jeg vander min hæk hver aften, for det har jeg læst, at man skal gøre i tilfælde af tørke. Hele byen går rundt og sveder. Salget af deo-
doranter må være helt i top. Vi bliver mere og mere trætte af hinanden her på Morbærvej. Varmen gør det kun værre. Jeg er glad for, at jeg bor alene.

Jeg vander hækken, ellers ville den sikkert dø. Hvis hækken dør, så har jeg intet skjold.

Michael Pedersen (f. 1974) er gymnasielærer og har tidligere udgivet Den afmægtige Adam, 2007, Evighedsstudenter, 2008 og Kierkegaards kabale, 2013, Potemkins paraply, 2021, En stor misforståelse, 2022, På egen regning, 2022.