er fragmenterede og usammenhængende, hvor narrativet er ødelagt, hvor konfabulationen præger og forvrænger det nøgternt faktuelle. Teksten modstår episodisk sammenhæng, så læseren kan komme i tvivl om, hvornår linjerne mellem fakta og konfabulation starter og slutter. Teksten er komponeret i et amnestisk flow for at give ideallæseren en tilsvarende amnestisk læseoplevelse, som derfor ikke nødvendigvis får indfriet det forventede ønske om episodisk sammenhæng, der ofte kendetegner den klassiske roman. Plottet, den røde tråd, i dette narrativ – eller mangel på samme – er amnesien, og hvorledes Patient C.M. forsøger at navigere i en verden, der ikke forstår denne kognitive funktionsnedsættelse.
Uddrag af bogen
Der er en krukke, der hedder ’Institution J.U.E.’, som er fuld af gule lapper og en endnu mindre krukke indeni, og dette system, eller antisystem, som en Babusjka, fortsætter, så systemet mister sin betydning, sin form og funktion og gør C.M. svimmel. Flere gule lapper, flere krukker, mindre og mindre, sværere og sværere at danne overblik over. Under lup læser Patiente, indgraveringen på en af de allermindste krukker: ’Det, jeg ikke vil huske.’ Og i krukken ser C.M. så en endnu mindre krukke med en gul lap, hvorpå der står: ’Det, jeg frygter.’ Og tekstfragmenterne eksploderer i gult, den ønskede orden, den ønskede kontrol er uopnåelig. Der ér en grænse for systematikken, så C.M. må give mere slip og acceptere at lade sig glo blind i den kalejdoskopiske afgrund eller prioritere, men der er ingen vadesten at finde fodfæste på og prioritere ud fra.
Om forfatteren
Anne Krautwald (f. 1983) er født og opvokset i Sønderborg. Uddannet cand.mag. i engelsk ved Aarhus Universitet i 2017. Anne pådrog sig i 2006 en hjerneskade på hippocampus grundet en medfødt karmisdannelse (en arteriovenøs malformation) i hjernen, hvilket medførte svær kognitiv funktionsnedsættelse svarende til et amnestisk syndrom (nedsat episodisk hukommelse). Anne fik en re-blødning fra karmisdannelsen året efter. Efter flere genoptræningsforløb genoptog hun sin uddannelse i efteråret 2009 og blev, grundet amnesien, først færdig i 2017. Amnesien er et dagligt vilkår resten af livet. Glemsomhed præger således også plottet i denne bog, der i sin form – eller antiform – perforerede episoder, fragmenter og konfabulation – fastholder læseren i et tilsvarende amnestisk blik.
