og nedskrevet på store folioark har Ejnar Mikkelsen også i en række breve til sin far og mor givet nogle mere personlige beskrivelser af opholdet i Grønland. Disse breve var lagt i et depot på Bass Rock syd for Shannonøen i tilfælde af at et skib skulle komme forbi og dermed kunne bringe et livstegn hjem til Danmark fra de to savnede.

De mest personlige oplysninger og fortællinger om de tre år på kysten har jeg dog fået fra Ejnar Mikkelsen selv. Han var nemlig min farfar. Som barn og ung var det altid spændende at sidde på armlænet af hans store lænestol og høre ham fortælle om sine mange ekspeditioner til det arktiske. Mest fascinerende var det dog at høre ham fortælle om Alabamaekspeditionen. Når jeg sad ved siden af ham og hørte hans levende beretninger om livet og uvisheden i ødemarken var det som selv at være med ham deroppe. Jeg kunne fornemme den sult og kulde, som han og Iversen havde oplevet – og i hans klare øjne under de buskede øjenbryn blinkede og funklede isen. Trods al den sult og kulde, som de to mænd havde mødt i den grønlandske ødemark, var min farfar selv som 90-årig en rørig og levende person, som med stor interesse fulgte den hastige udvikling i Grønland”

- Fra Naja Mikkelsens forord