an til de to første. Den fælles tematik skal findes i de fænomener, der særligt knytter sig til at kunne opretholde livet, dvs. aktiviteter, der er særegne for levende væsener. Til denne kategori hører fænomener som sansning, hukommelse, livskraft, lyst, stræben, nydelse og smerte. Fælles for den slags mentale fænomener er, at de både forekommer i sjælen og i legemet, dvs. de optræder aldrig i sjælen alene, men er altid knyttet til kropslige aktiviteter. De her samlede skrifter fremdrager aspekter af Aristoteles’ tænkning, der indtil videre har levet en hengemt tilværelse, men som viser, at han er andet og mere end naturvidenskabens grundlægger. I teksterne kædes Aristoteles' empiriske undersøgelser sammen med vigtige principielle filosofiske overvejelser angående begreber som sjæl, årsag, princip, bevægelse, handling osv. På den måde udgør de et vigtigt supplement til Aristoteles’ metafysik og psykologi samt etik og handlingsfilosofi.