Jeg rejser mig fra sofaen med et støn. Jeg føler mig usikker og drænet, men jeg kan holde mine fødder under mig. En ting ved jeg: Jeg har grædt nok for nu. De siger, at en skilsmisse er som at miste en, man elsker, og der følger fem stadier af adfærd med. Det første er benægtelse. Det er jeg over nu. Det her er ægte. Nummer to er vrede. Den rammer hårdt. Jeg er blevet forrådt og forladt. Det næste stadie er at forhandle med sig selv og give sig selv skylden. Den springer jeg bare over. Jeg har ikke gjort noget forkert. Jeg nægter at tage skylden. Jeg kunne have haft andre elskere. Nu ønsker jeg at jeg havde. Jeg kunne have haft en affære – jeg er sikker på, at min mand havde en.