Om aftenen drog de to derfor afsted. Præsten havde sin bibel med som våben, og smeden et plovjern. Det havde han gode erfaringer med. Et godt plovjern kan klare meget. De tog op til Korshavn, et lille fiskerleje syd for Fynshoved, og der lånte de en jolle. Præsten følte sig overbevist om, at nærmede de sig de yderste klinter fra søsiden ved midnat, da ville indgangen til troldens hule åbenbare sig. De roede derfor nordpå, og smedens stærke arme drev jollen afsted, så skummet stod den om boven. På denne måde kom de lige tidligt nok til den nordre spids, hvor de lå og vuggede i dønningerne og ventede på midnatstimen. De lå så længe derude på det kolde hav, at præsten kom til at tvivle på forehavendets fornuft. Men hver gang han var lige ved at befale smeden at ro tilbage, foldede han sine hænder og fik igen en klar overbevisning om, at de var på rette plads og blot skulle vente