i den sociale sektor beretter om dem, der er at finde i behandlingssystemet. Et genkommende tema i forfatterskabet er således forholdet mellem de magtfulde plejere og de sårbare, institutionaliserede individer. Som social-psykologisk realist skildrer hun uden litterære dikkedarer og i et enkelt og hverdagsagtigt sprog genkendelige miljøer og mennesker. Fortællingerne komponeres ud fra følgende princip: et individ rives ud af sin normale tilstand, hvorefter konflikterne optrappes frem mod et klimaks, hvor så de eksistentielle omkostninger gøres op. Forfatterskabet kan i sit hele ses som et forsøg på at definere de sociale faktorer bag menneskelig ulykke og anskueliggøre social og eksistentiel afmagt i form af skyldfølelse, samvittighedsnag og had. Selv om Martha Christensen med sit beskedne væsen selv fremstod som en stille eksistens i dansk litteratur, tilhørte hun ikke de oversete: de fleste af hendes romaner udkom i store oplag, og hun var ofte i rampelyset, fik tildelt priser og mødte sin brede læserskare; de helt almindelige danskere, der var at finde i hendes bøger. I 1988 modtog hun De gyldne Laurbær for det, der anses for at være hendes hovedværk, familieromanen ”Dansen med Regitze” – om den livskraftige Regitze, der får konstateret uhelbredelig kræft og hendes mand, arbejderen Karl Aage.