Twistaf Klaus Rifbjerg

1962, en ny verden sat på skinner, signalet hejst til farten fremad, fremad, fremad …

Alt var overskud i en sådan grad, at man kunne tillade sig at slå krølle på halen, at lave herresving og arabesker, man dansede TWIST og for at det ikke skulle være løgn, fandt en flok unge entusiaster ud af, at der også var plads til at demonstrere deres egen Weltschmerz. De små nederlag kunne bruges til erobringe, og snart snurrede kameraerne i den lyse sommer. De unge på tredive blev klædt af til skindet og erklærede, at det ikke var til at bære, men når mørket sænkede sig, gik dansen mellem stearinlysene, og når det blev helt mørkt, lød latteren og de ømme suk fra busk og krat, alkove og køje. TWIST, TWIST, TWIST … lyden af nappaskind mod pigelår, eller bomber, der falder langt, langt væk i et fremmed land, som ingen kender.