der minder os om, at antiautoritær opdragelse ikke er noget, der er forbeholdt nutiden. Det er Julian der bestemmer farten i forhold til sin stadigt mere udmattede far, der nok irriteres, men aldrig lader sin vrede løbe af med sig. I stedet observerer han alting ømt og detaljeret - sønnens fantasilege, de fælles måltider, sønnens kanins liv og død. Det er næsten som at se en mere end 150 år gammel hjemmevideo. Blot med den væsentlige forskel, at der her er tilsat en kunstnerisk nerve...Det hele bliver ikke mindre underholdende af, at en anden gigant i amerikansk litteratur, Herman Melville, optræder som biperson. Han og Hawthorne var venner, og de mødtes engang imellem i de sommeruger, dagbogen dækker. Julian elskede ham."
Søren Kassebeer i Berlingske Tidende