Ubeskyttetaf Camilla Karlslund

“Det er sensommeren 1987. Jeg går på en grusvej, langt ude på landet, himlen er lysegrå, og jeg er lige fyldt 20 år. Jeg ved, at jeg skal dø, ikke lige nu, men snart. Manden, der har slået mig ihjel, står på en gårdsplads for enden af vejen. Han har tændt et bål, og han er hvid i ansigtet af frygt, mens han ser mig komme nærmere. I min erindring er vi frosset der, jeg kan ikke huske ordene, kun at verden føltes helt tom, at der på hele kloden kun fandtes ham og mig, gårdspladsen og bålet.”