Fra Bogen

»SLUTNOTE: Som Dantes forhold til Virgil, Aquinas til Aristoteles, Petrarcas til Ovid, Montaignes til Plutark og Seneca, Milton til Virgil og Homer og, ikke mindst, som Hölderlins til Pindar, sådan har jeg haft det med Per Højholt, og det er da et stillads og en hyperbol med plads til vaklen, og havde han haft det sådan med mig, på en måde, men måske omvendt, mens denne bog blev til, var den blevet anderledes, cool fx, i stedet for dette, næsegrus – tekstens sorte sne forvrænget til hvid støj – indtagelse af hans værk, i garagen ved svejseapparatet, under bøgene langs åerne i Jylland, høj som ind i helvede på forsøgsvist at vride en skamros ud af sproget til dets danske mester uden nødvendigvis at beskære muligheden at komme til orde. Det er lykkes at slette det meste, i sig selv en øvelse det ikke er et ubeskedent ønske at mestre, og det der står tilbage står altså i gæld, både med helt indlysende citater og lån og parafraser og agonistiske fejllæsninger der har forvandlet noget til intet og intet til en undvigelse en udsættelse en udbygning med svalegange og skydeskår.«