inden for flere af åndslivets fagområder, ikke mindst psykologi og æstetik. Mest kendt for eftertiden er hans to Gabrielis-romaner, hvori han omsætter sin tids intellektuelle stridigheder til en livsfilosofisk, eksistentiel praksis. Hvor vi i Efterladte Breve af Gabrielis, 1826, følger den unge, fortvivlede student i sin kamp for at vinde en livsanskuelse, hvormed han kan komme styrket ud af en kraftig, ulykkelig kærlighed, dér møder vi i Udaf Gabrielis’s Breve til og fra Hjemmet, 1850, den modne mand, som overalt gør sin livsindsigt gældende.

Udaf Gabrielis's Breve til og fra Hjemmet er i dansk litteratur livspoesiens manifest. Her følger vi hovedpersonen på sine besøg i det sydfynske købstadsliv i sommeren 1824, hvor unge studenter har skabt sorg og bekymring ved at fornægte sjælens udødelighed. Vi får opmærksomt skildret det idylliske præstegårdsliv og bliver præsenteret for stærke karakterer og grumme livsskæbner, der alle understøtter den dybe erfaring: Man må opgive sit jeg-syge begær og hengive sig til noget højere for at genvinde livet i hele dets omfang. Brevene byder på en række omhyggelige fremstillinger af erotiske forhold, som kulminerer i billedet af den blinde Florentine, hvis skønhed og visdom er uforlignelig.  Da kan Gabrielis til sidst tiltræde sin livsopgave, nemlig den som præst dagligt at gøre det evige gældende – ved Florentines side.