Uddannelse til professionsbachelor i sygepleje handler om sygeplejestuderendes læreprocesser under klinisk uddannelse i psykiatri. Med afsæt i en empirisk undersøgelse udvikler forfatteren en substantiel teori om sygeplejestuderendes læreprocesser i ikke-rutine situationer, hvor de interagerer med psykiatriske patienter.

Hovedbudskaberne er, at sygeplejestuderende og deres kliniske vejledere ikke er opmærksomme på, at de studerende står i potentielle læresituationer, når de interagerer alene med patienter, og at det er ikke-rutine for studerende at agere med patienter i aktiviteter, der ligner hverdagslivets. Desuden kommer forfatteren med bud på, hvordan læring i praksis kan optimeres.

Bogen henvender sig til uddannelsesplanlæggere, kliniske og teoretiske undervisere samt studerende inden for sygepleje - og til studerende, udøvere og lærere inden for de professioner, hvor interaktion mellem mennesker er en væsentlig del af arbejdet.