personer, som ikke har en professionel uddannelse, som er uvidende om kunstens historie og for hvem begreber som stil og æstetik er ubrugelige. De er psykisk afvigende fra det normale, hvad enten det skyldes egentlig sindssygdom eller blot en særhed, som har holdt dem uden for det etablerede samfund. Disse stærke individualister, sociale tabere og enegængere er sig knap nok bevidste, hvad de har skabt, deres billedskaben er dikteret dem ud fra en indre nødvendighed, der som en mental sikkerhedsventil får sygdommen eller særheden til at udkrystallisere sig i en magisk, mærkværdig og fantastisk billedverden.”

I bogen møder vi både kendte skikkelser, der opnåede succes og anerkendelse i den etablerede kunstverden, som Amalie Skram, Ernst Josephson og Carl Fredrik Hill, kulørte skikkelser som Professor Labri, og masser af outsidere der forblev outsidere og i manges tilfælde tilbragte det meste af deres tid på psykiatriske hospitaler, som f.eks. vor egen Ovartaci (alias Louis Marcussen).

Alle bliver kyndigt introduceret og repræsenteret ved uddrag af deres værker i Uden for lands lov og ret, som i tid spænder over mere end tohundrede år, og stilmæssigt ligeledes repræsenterer en stor variationsbredde – fra noget, der kan minde om  førromantisk, romantisk og senromantisk kompleksitet og betydningsfylde, til hvad der vel i visse henseender ligner mere tidligmodernistiske, højmodernistiske, senmodernistiske og endda postmodernistiske tiltag, hvor underforståede socialkritiske og/eller politiserende formelementer hyppigt spiller en væsentlig rolle – og i de kvindelige outsider-kunstneres arbejder kan man også stedvis fornemme en would-be-feministisk pathos, når det gælder de direkte eller indirekte fremsatte kritikpunkter med hensyn til kvindernes sociale situation eller forskellige anti-psykiatriske over- eller undertoner i fremstillingen eller argumentationen …