for mange antologier over kinesisk lyrik indgår et stort antal kvindelige digtere.

Der er digte om at føle sig ét med naturen, om at være hjemme i bjergene og ved floderne og om at besøge eremitter og munke, der bor helt alene oppe mellem skyerne. Der er digte om helt dagligdags ting, som når Han Yu skriver om at tabe tænderne og Mei Yao-chen om at gå ud på gårdlokummet og finde krager, der hakker efter maddiker.

Det er alt dette, der gør, at disse digte, der er skrevet for mere end tusinde år siden, er så aktuelle og nærværende. Der er ikke noget fjernt og mystisk ved dem. Der er store følelser i digtene. De er åbne og lige til at gå ind i.

Det har været afgørende for Herløv Petersen at vise, at de klassiske kinesiske digte ikke er kineserier, ikke er eksotiske eller uforståelige, ikke er pynt og forsiringer og ikke er kunstlede og pittoreske. Det er digte, der er helt åbne og tilgængelige for enhver, der vil gå ind i dem. De handler om følelser og almenmenneskelige træk. Det er længe siden, de blev skrevet, men de kan tale umiddelbart til os i dag. Alle de, der i dag ønsker en grøn omstilling og ikke mener, vi skal bekæmpe naturen og besejre den, men opfatter menneskene som en del af naturen, vil kunne finde inspiration i de gamle kinesiske digte om at vende sig bort fra det overfladiske liv i storbyerne og gå tilbage til kilderne – til bjerge og floder, til mark og have.

Arne Herløv Petersen har fornylig også udgivet den meget roste antologi Grønne bjerge med såkaldt jueju-digte fra samme periode, samt tre samlinger med haikudigte af de store japanske mestre, Matsuo Basho (Bambus i sne), Yosa Buson (Tempelklokken) og Kobayashi Issa (Dugdråbeverden).