Bjerregaards position i partiet, og da Nyrup dannede regering efter ti år i opposition, måtte hun konstatere, at hun trods et højt personligt stemmetal ikke kom med på ministerholdet.

I stedet blev hun udpeget som EU-kommissær, og fortællingen om de knap fem år i Bruxelles fra 1994 til 1999 er en øjenåbnende og aktuel insider-beretning om bureaukrati, magt og alliancer – og om vigtigheden af at værne om det fællesskab, der giver lille Danmark muligheder i en stor og kompleks verden. Vi hører selvfølgelig også om forløbet omkring Kommissærens dagbog, der endnu en gang bragte hende i modvind. Men først og fremmest handler det om kampen for miljøet – et område, hun havde været optaget af gennem 1980’erne, og som hun kom til at arbejde videre med som fødevareminister, da hun vendte tilbage.

Dette tredje bind giver plads til bredere og mere personlige overvejelser over livet som politiker. Hvad har været vigtigt? For Ritt Bjerregaard har politik altid handlet om forandring, om at leve op til det ansvar, hun har fået af vælgerne. Det har gjort hende populær i befolkningen, men ikke altid hos fagbevægelsen, medierne og partifællerne. Hun beretter om de vanskelige år for Socialdemokratiet, da udlændingepolitikken kom til at spille en større og større rolle, og hun giver nøgternt sit syn på partiets nedtur gennem nullerne.

Hvorfor blev jeg aldrig statsminister? lyder det provokerende spørgsmål, Ritt stiller sig selv, og svaret rummer selvindsigt og refleksioner over magtens væsen og kvinders stilling i politik.

Ritt slutter sin fortælling med tanker om det at blive gammel – om at holde af sin 78-årige krop, som den ser ud, og om have det godt, selvom man er syg.