af 100 året for dets grundlæggelse, mens det samtidig er truet af sammenlægning eller nedlæggelse, netop pga de uoverstigelige interesse- og kompetencekonflikter. Der er derfor opstået folkelig protest, og til brug for en planlagt demonstration som supplement for jubilæumsfesten udtrykker en oversygeplejerske sig gennem et talemanuskript, skrevet i al hast, men kun når at blive læst op i en snæver kreds for at få kommentarer, inden demonstrationen af andre grunde bryder sammen i kaos. ”Sygehuset ligger nær havet.” Sådan begynder teksten. ”Som et opskyllet kadaver, gispende i et medium hvor det ikke kan ånde. Som en fæstning bygget på sandgrund, med havet i fuld gang med at erodere sandet væk under det. Andre sygehuse blev taget af det samme hav, blev suget ud af stormfloder og tidevand, flød med understrømmen, mistede opdrift og gik til bunds, for dette hav har ingen bæreevne, havet af egoisme, grådighed og politisk inkompetence, markedshavet! Kun en tåbe frygter ikke markedet! Hvorfor spyttede havet netop dette sygehus fra sig igen? Kunne markedet ikke bruge det? Nogle ting suger det til sig, det griber dem, omklamrer dem, fører dem i dybet og suger næring fra dem. Andre ting støder det fra sig. De får valget mellem at ligge på stranden og gispe eller på bunden og drukne. Dette sygehus er ikke en fisk, det egner sig ikke til markedet, hvad det kan være stolt af! Nogle har brug for det, andre ikke, men den slags ved markedet ikke noget om”. Dette korte glimt blot for at antyde en flig af de stemninger, der hersker i miljøet. Selvfølgelig støder man også ind i andre problematikker, der beskrives med satire, farce, personskildringer til og med karikaturer. Og ind imellem gennem mere følsomme passager. Humor og varme skulle gerne kunne ses som gennemgående træk.