Det har taget Marianne Grøndahl næsten tre år at få dette værk realiseret: I tyve gange ti dage har hun boet i Odense, hvor hun har fotograferet hjemløse: alkoholikere, stiknarkomaner, prostituerede. Med sin sædvanlige blanding af frimodighed og diskretion, som hun har anvendt overalt i verden, hvor hun har arbejdet, har hun færdedes mellem de hjemløse, er blevet deres ven og fortrolige, hun har talt med dem, hørt deres historie.
Bogen består udelukkende af portrætter, her er ingen kanyler, intet beskidt inventar, ingen usle omgivelser. Det er ikke nedværdigelsen og ynkeligheden, Marianne Grøndahl interesserer sig for, det er menneskets indre, dets psyke og væsen, hun er hele tiden på udkik efter de spor af værdighed og stolthed, der er i ethvert menneske, uanset hvor hårdt tilværelsen har behandlet det.
Marianne Grøndahl har portrætteret de hjemløse, men hun har også skrevet deres udsagn ned, og små tekstbidder akkompagnerer alle billederne, episoder fra deres fortid eller nutid eller betragtninger over den tilværelse, der er blevet dem til del.
