virkelig foregik, men også alvorligt minder os om, ikke kun at tænke nationalt, men, hvis vi skal have det ordentlig med os selv, også må tænke menneskeligt.

Vagner Boe Christensen, der efter digtsamlingen ”Bregnefrø og vildgæs”, er skiftet til prosa, har nogle passioner for dyre- og menneskevelfærd, herunder ordentlige madvaner. Det prædiker han ikke om denne gang, men vi er, undervejs ikke i tvivl om, hvad tanker, som vi ikke altid selv kan styre, betyder for velfærd og velvære.