der havde rejst sig, men det var måske også den dybere mening med det. For dermed blev jeg tvunget til at benytte ord og begreber, som ikke sagde almindelige mennesker noget. De forstod et nej udtalt på dagligsproget, men ikke fagtekniske refleksioner over klassiskteologiske formuleringer.

Det er vel så også her i den besynderlige tilstand mellem stileskrivning og mundkurv, at forudsætningen for at påstå, at jeg har givet køb på mine tidligere standpunkter (En sten i skoen) opstår.

2004 forsøgte jeg at komme til orde med prædikensamlingen Til sagen. Nu gør jeg så forsøget igen ved at fremlægge udvalgte prædikener fra de sidste to år som præst, og ja med titlen Ugudelige prædikener, for nej de rummer ikke nogen skabende og opretholdende gud og ingen forestilling om en opstandelse eller et evigt liv. Den slags har aldrig sagt mig noget – end ikke som barn (ifølge min mor). Hvad de rummer, er alene en vedholdende søgen efter menneskelighedens ansigt.«