”En af de mest intelligente og mest autentiske politiske thrillere, som tysk litteratur i øjeblikket har at byde på.” 

”Fru kollega, har De det dårligt?” Hun hører formandens stemme som kommer den langt væk fra. Salen er så stor. Forundret vender hun sig om. Det hvide lys, som falder gennem kuplen, er aldrig før forekommet hende så lyst. Og trommerne! Mærkeligt. Hun har aldrig før hørt disse trommer i plenarsalen. I samme rytme som mit hjerteslag. Hun mærker ikke, hvordan hun langsomt synker sammen. Hun hører ikke, at formanden kalder på en læge. Hun hører ikke den ondskabsfulde kommentar fra en kollega, om at nogen igen har drukket for meget. ”Mødet er afbrudt” er den sidste sætning, hun hører. Hun når at tænke: Det passer ikke, hendes liv passerer ikke revy. Skuffelse over dette er hendes livs sidste. Så er det forbi.