Der er gået fyrre år, men der er stadig mange mennesker – inklusive de kommentatorer, der kun ser fodbold i fjernsynet, og de politikere, der kun betragter publikumspladserne fra de behagelige VIP-tribuner – som stadig kun ved lidt om ultraernes verden Det er de sønderlemmende domme, der fylder avisernes spalter: ”De er alle kriminelle.” ”De er blot nogle udyr, og skal behandles som sådanne.” ”Fodboldens absolutte bærme.” Mens vi venter på en mere effektiv terapi end den, der hidtil er praktiseret hidtil – nemlig irettesættelser og advarsler – og på en mindre anakronistisk ledelse af stadionerne, er det det rette tidspunkt til at løfte hykleriets slør og kaste lys over et fænomen, der langtfra er den mest rådne del af det kontroversielle ”fodboldsystem”.
Det er en ærlig og provokerende bog, der ærligt og redeligt fortæller om, hvad der går for sig på tilskuerpladserne. Og så er den fortalt af én, der selv har befundet sig der.
Uddrag af bogen
Det er den 11. november 2007. Klokken er ni om morgenen. To biler, den ene med fire, den anden med fem Lazio-fans, har forladt Rom og sat kursen mod Milano for at se Inter-Lazio, stopper ved Badia al Pino-motorvejsstationen på A1, tæt på Arezzo. En anden bil ankommer: Det er Juventus-fans, som også kommer fra Rom, men er på vej til Parma, for at se Parma-Juventus. De to små grupper genkender hinanden. Nogle fornærmelser flyver gennem luften. De klassiske sætninger: ”Hvad fanden kigger I på?” De skændes. De slås. Måske flyver der nogle sten. En scene, der mange gange er set på den tankstation, som ofte er et mødested for udebanefans. Og som næsten altid slutter sammenstødet hurtigt, uden konsekvenser for nogen. Alt ser ud til at være overstået, bilerne kører af sted igen, da noget smadrer den bagerste siderude på bilen, som folkene fra Lazio kører i, og som kører på motorvejen. ”Bastarder, de kastede en sten efter os,” råber den unge fyr ved rattet. Men det er ikke en sten. Det er et pistolskud, som rammer Gabriele Sandri på otteogtyve år, en kendt romersk DJ, i nakken. Og skuddet dræber ham.
Om forfatteren
Giovanni Francesio (f. 1970) var på stadion for første gang i 1976 og stoppede aldrig med at komme der. I mange år var han en ultra. Det indebar, at han rejste tusindvis af kilometer for at tage del i sammenstød med modstandere fans og med politiet. Han oplevende at flygte, at være bange, men også at opleve sit livs eneste oplevelse af at tilhøre et fællesskab, at glæde sig med andre og at lide sammen med dem.
