er nogle af de spørgsmål, der behandles i denne bog. Månen udgjorde i mange af de kosmologiske systemer, der udarbejdedes i antikkens lærde kredse, et vigtigt skel i verdensaltet. Over Månen fandtes en himmelsk, guddommelig, uforanderlig og evig sfære - og under Månen fandtes en nedre jordisk sfære, hvor alt var i forandring og forgængeligt. Tilværelsen under Månen var menneskets lod - og hér måtte det leve sit liv mere eller mindre afskåret fra den øvre guddommelige sfære, og mere eller mindre indforstået med denne jordiske skæbne, der dog oftest betragtedes som mindre værdifuld end den tilværelse, guddommelige eksistenser udlevede over Månen. Den antikke natur- og verdensforståelse opfattes ofte som afmytologiseret og løsrevet fra det religiøse. Som det vil fremgå, holder dette dog ikke stik. De antikke filosoffer omtolkede nok den traditionelle religion, men deres kosmologier bar tydeligt præg af religiøse overvejelser og forestillinger. Dette religiøse grundsyn var samtidig med til at præge synet på, hvad det ville sige at være menneske og hvilke mål, der burde opstilles for den menneskelige tilværelse. Ved at få indblik i disse antikke teorier og forestillinger kommer vi således nærmere en forståelse af det antikke menneskes forhold til naturen, videnskaben og teknologien - ja, til det menneskelige liv.