Undervejs – kulturens aftryk i sproget bevæger sig i 40 kapitler med sproget som øjenvidne og fortæller gennem lige så mange forskellige miljøer og livsmuligheder spredt over vores liv fra ”Fødsel og barsel” til ”Døden.” Men kapitlet ”Sproget” får dog lov at sætte det sidste punktum, da sproget er forudsætningen for, at vi har en erindring og historie – og overhovedet noget at fortælle.
Fra indledningen til kapitlet ”Sejladsen”: Livet til lands og til vands er præget af vidt forskellige livsbetingelser, i sproget som i virkeligheden. Bondens hverdag med marker og dyr, det liv, som mange var så fortrolige med, er indgået i sproget med mange nuancer og minespil.
Anderledes forholder det sig med livet til søs. Her danner udtrykkene en langt enklere ”arkitektur”, bestemt af barske, uomgængelige vilkår, dem som et ordsprog udtrykker således: ”Hvo som kommer i søen, skal enten synke eller sejle.”
Men det er risikoen værd, påstår det stolte, aristokratiske motto, som Karen Blixen i sin ungdom satte for sit liv:
Navigare necesse est, vivere non necesse!
Det er nødvendigt at sejle, ikke nødvendigt at leve! Skulle man gøre det korte, knappe motto en smule mere snakkesaligt, kunne man tænke sig en belæring i retning af: Undgå på din livssejlads enhver form for dødvande, der hæmmer sejladsen. Betænk, at stagnum for romerne betød stillestående eller ganske langsomt flydende vand. Undgå stagnation. Fyld dine sejl!
